25.11.2022 Smarte løsninger ved Somfy team Gør dit intelligente hjem endnu bedre med intelligent belysning Intelligent belysning er meget oppe i tiden – ikke mindst fordi elpriserne bare stiger og stiger lige nu. Men hvad er intelligent belysning egentlig, og hvorfor er det værd at kigge nærmere på? I dette blogindlæg svarer vi på nogle af de mest almindelige spørgsmål og kommer samtidigt med smarte tips til belysningen i dit hjem. Hvad er intelligent belysning? Begrebet intelligent belysning dækker kort sagt over lyssætning i hjemmet, som kan styres fra en app på din mobiltelefon. I visse tilfælde kan du også bruge en fjernbetjening, men derved mister du nogle af de smarte funktioner, der er tilgængelige via mobilen. I appen kan du skabe rum, som svarer til udformningen af dit hjem. Opret for eksempel et soveværelse, en dagligstue, et køkken og en entré. Derefter placerer du de intelligente lyskilder i de virtuelle rum i appen, hvorfra de nu nemt kan tændes, slukkes eller dæmpes. Via appen er det også muligt at skemalægge, hvornår en bestemt lyskilde skal tændes eller slukkes. Det kan være på et specifikt tidspunkt, eller når solen går op og ned. Hvis du vil have adgang til endnu flere funktioner, kan du vælge at installere intelligente sensorer i hjemmet, der samarbejder med belysningen. En bevægelsessensor kan for eksempel tænde lyset, når du træder ind i et rum. Hvordan kommer man i gang med intelligent belysning? Den nemmeste måde at komme i gang med intelligent belysning på er ved at købe en startpakke fra eksempelvis Philips Hue. De indeholder som regel én eller flere lyskilder til hjemmet, ofte med fatninger af typen E27 eller GU10 og i nogle tilfælde også E14. Nogle gange følger der også en fjernbetjening med startpakken, men det vigtigste er den hub eller gateway, som lyskilderne skal oprette trådløs forbindelse til ved installationen. Den medfølgende hub eller gateway udgør systemets hjerne og kobles som regel til din router ved hjælp af et kabel. Derefter skal lyskilderne skrues i de valgte lamper og forbindes med din hub eller gateway, så du kan styre dem ved hjælp af en app på mobilen. I dag findes der forskellige typer gateways, hubs eller kontrolenheder til det intelligente hjem. Når du skal vælge, er det en god idé at overveje, hvor avanceret dit intelligente hjem skal være. Vil du bare gerne kunne styre lyset, kan du vælge en enhed, som udelukkende understøtter dette. Hvis du har flere intelligente produkter i hjemmet eller motoriseret solafskærmning, er en mere avanceret variant måske vejen frem. TaHoma switch fra Somfy kan få din belysning til at samarbejde med din solafskærmning, hvilket giver dig et mere intelligent hjem. Hvilke fordele er der ved at få intelligent belysning? Når du investerer i intelligent belysning, kan der ske mange forbedringer i hjemmet. Det bliver mere nemt og bekvemt at styre lyset, og du kan tilmed spare tid. Hvis du indstiller lyset til automatisk at tænde og slukke på tidspunkter, der passer alle i husstanden, slipper du for at bruge tid på at gå rundt og gøre det manuelt. Det er det der med "mange bække små" ... En anden fordel ved intelligent belysning er, at det kan bruges til at simulere, at der er nogen hjemme i et ellers tomt hus. Det indebærer, at lyset indstilles til at tænde og slukke på forskellige tidspunkter samt i udvalgte rum, så det ser ud som om, der er nogen hjemme. Dette kan virke afskrækkende på ubudne gæster. Hvis du vælger at benytte sensorer, kan disse tænde lyset, så snart du træder ind i et rum, og det er både bekvemt og imødekommende. På samme måde kan sensoren slukke lyset, når der ikke er nogen i rummet. Det forhindrer, at lyset brænder unødigt, og bidrager til at mindske elregningen. Godt for dig, din pengepung og miljøet! Vi har allerede været inde på, at intelligent belysning er praktisk. Et andet eksempel på dette er, at en sensor ved yderdøren kan sørge for at tænde lyset i entréen, og det er skønt, hvis du har hænderne fulde med indkøbsposer eller husdyr. Intelligent belysning er også praktisk om natten, hvor en sensor kan tænde dæmpet lys, når familiens yngre eller ældre medlemmer skal på toilettet. Når vejen ud til toilettet er lyst en smule op, giver det større tryghed og mindsker risikoen for faldulykker. Hvis dit hjem er udstyret med en intelligent højttaler med indbygget stemmeassistent, er det endnu mere bekvemt at have intelligent belysning. Du kan blive siddende i det skønne sofahjørne og bede stemmeassistenten om at tænde lyset, hvis nogen kommer hjem, så du slipper for at rejse dig. Og er det tid til filmaften med familien, skal du bare sige "Start filmscenarie". Så dæmpes lyset, mens udvalgte lamper slukker, samtidig med at gardinerne trækkes for eller rullegardinerne kører ned, og det skaber den der hyggelige stemning, som passer perfekt til en god film og lidt popcorn – i dit intelligente hjem! Find ud af mere Kategorier Smarte løsninger Disqus is inactive